Link reclamation
Hvad er link reclamation?
Hyperlinks er alfa og omega, når det gælder de høje placeringer på Google. Særligt de indgående links vægter tungt, især hvis de kommer fra stærke og populære sider. Disse links er nemlig en form for anbefaling af din side, hvilket øger din position i Googles øjne og dermed sandsynligheden for topplaceringer. Derfor er links og deres værdi utroligt vigtige – og det er ærgerligt at gå glip af den værdi. Det er helt naturligt, at links med tiden går i stykker eller dør, fordi URL ændres, eller siden der linkes til bliver slettet. Link reclamation er et udtryk for det arbejde, der ligger i at lokalisere disse links og reparere dem, så man igen får værdi af de pågældende links.
Som det ligger i ordet, handler link reclamation om at ”tage sine links tilbage”. Links kan gå i stykker, når indhold bliver fjernet, eller URL bliver ændret. Hvis man redesigner eller på anden vis ændrer sin hjemmeside, er det altid god kutyme at udføre en link reclamation bagefter. Når links dør eller går i stykker, linker de bare ud i ingenmandsland i cyberspace, hvilket hverken brugere eller søgemaskiner kan se værdi i. Derfor er det tiden og energien værd at lokalisere de links, der er gået tabt med tiden, og forsøge at reparere dem. Det kan enten gøres ved at ændre URL i hyperlinket eller ved at lave en omdirigering. På den måde får man igen værdi og glæde ud af de indgående links, som man har. Det er samtidig noget, som søgemaskiner som fx Google sætter pris på, så jævnlig link reclamation kan være med til at øge dine placeringer.
Hvordan gøres det?
Det er altså en god idé for alle sider, der har fokus på SEO, at kigge på link reclamation fra tid til anden. Men hvordan gøres det helt praktisk? I første omgang er det vigtigt, at man får dannet sig et overblik over, hvor mange og hvilke links der er gået i stykker. Det gøres mest effektivt ved hjælp af programmer dertil som fx Ahrefs eller Majestic. Derefter begynder arbejdet med at ændre de pågældende links, så de igen peger hen på den rigtige side. Det gøres forskelligt, alt efter om der er tale om interne eller eksterne links. Hvis der er tale om interne links, handler det ”bare” om at gå ind og opdatere URL eller fjerne de links, der ikke længere peger i nogen retning. Er der tale om eksterne links fra andre sider, må man i stedet i gang med at række ud. .
Ændring af eksterne links
Når andre hjemmesider peger på din side, skaber det både værdi for dig og for dem. Google belønner nemlig sider, der linker ud til andet indhold – det skaber nemlig værdi for brugerne, som alle søgemaskinerne kæmper om at tilfredsstille. Derfor er det også skadeligt for den side, der linker til dig, hvis vedkommende linker ud i ingenting.
I mange tilfælde vil det være nok at give ejeren af den pågældende side besked om ændringen. Så kan vedkommende selv gå ind og ændre linket, så det igen peger i den rigtige retning. Det er dog ikke altid sikkert, at man får et svar. Særligt med de ældre links skal man ikke forvente, at der bliver svaret eller ændret noget. I dette tilfælde kan man i stedet lave en redirect, så besøgende ender det rigtige sted, selvom linket er dødt eller brudt. Redirects giver dog mindre linkjuice og værdi end direkte links, og derfor er det ofte besværet værd at forsøge at kontakte hjemmesidens ejer først.
Tilbage til ordbog