Sådan bruger du dine medarbejdere som brandambassadører
Brugere på sociale medier tager ikke bare for gode varer, hvad virksomheder siger om sig selv. Derfor kan det give rigtig god mening at bruge sine medarbejdere som brandambassadører. Dette kaldes ‘employee advocacy’ og bidrager til øget kendskab og mere autentisk og troværdig branding.
Forbrugerne er blevet langt mere kritiske overfor virksomheder og deres markedsføring, end de har været tidligere. Det betyder, at der i dag er store og nye krav til formen på kommunikationen, hvis man fortsat skal opfattes som en troværdig virksomhed. Det, kombineret med sociale mediers udvikling, har resulteret i mange nye måder at markedsføre sig. Én af de nyere strategier er ‘employee advocacy’ på sociale medier.
Kort fortalt dækker employee advocacy over en særlig strategi, hvor man bruger medarbejderne som brandambassadører på sociale medier. Det ses blandt andet ved, at medarbejdere skriver om ting relateret til virksomheden eller videredeler indhold fra virksomheden på egne sociale medier. Dette øger kendskabet til din virksomhed, og rækkevidden på dit content øges markant. Samtidig underbygger det din virksomheds troværdighed og autenticitet.
Sådan kommer du i gang
Oplær medarbejderne i SoMe
For at komme i gang med en succesfuld employee advocacy strategi, er det vigtigt at medarbejderne føler sig rustet til opgaven. Sørg derfor for at oplære medarbejderne i, hvordan de kan lave opslag og videredele indhold på deres egne profiler. Interaktionen på private personers profiler er ofte højere end på virksomheders. Derfor er det også vigtigt, at jeres brandambassadører ved, hvordan de skal håndtere både positiv og negativ feedback. Brandambassadørerne bør følge virksomhedens generelle guidelines på SoMe.
Fortæl medarbejderne om fordelene
Det er ikke kun vigtigt, at medarbejderne forstår, hvordan de gør. De skal også forstå, hvorfor de gør det. Sørg derfor for, at brandambassadørerne ved, at de kan se fordelene, både for virksomheden og for dem selv. Som brandambassadør er man nemlig ikke kun med til at øge kendskabet til virksomheden og om sit fagområde. Man udvider også sit netværk og øger sine karrieremuligheder.
Gør det klart, at det er frivilligt
Da branding foregår via medarbejdernes private profiler, er det naturligvis vigtigt, at de ved, at det er frivilligt. Man må ikke føle sig tvunget til at videredele indhold eller selv skrive fagligt relevante opslag, hvis man ikke har lyst.
Orientér ved nyt indhold
En del af employee advocacy handler om, at videredele content fra virksomheden på medarbejdernes private profiler. For at øge antallet af videredelinger er det en god idé at orientere via en fælles mail, når der er nyt indhold. Heri kan I evt. igen gøre opmærksom på, hvorfor det giver mening, men at man ikke er tvunget til at gøre det.
Spørg om medarbejdere ønsker at lave egne opslag
En anden del af employee advocacy handler om, at medarbejderne skriver og producerer relevant indhold om virksomheden på deres private profiler. Find fx ud af, hvor de gode historier i virksomheden er. Hvilke medarbejdere har en god og relevant historie? Hvilke afdelinger kan hjælpe? Evt. udpeg én ambassadør i hver team, som kan repræsentere virksomheden. For at øge troværdigheden er det vigtigt, at brandambassadører, der selv producerer indhold, skriver indhold, der er inden for deres kompetenceområde.
Lad medarbejderne komme med ideer
Da employee advocacy foregår på medarbejdernes private profiler, er det vigtigt også at høre dem, så de får følelsen af ejerskab. Måske de også har nogle virkelig gode ideér, som du ikke har tænkt på?
Anerkend medarbejdernes arbejde
Employee advocacy fungerer ikke uden medarbejderne. Derfor er det vigtigt at anerkende dem for deres indsats. Man kan overveje, om der skal være en belønning, når forskellige mål er nået. Det kan motivere medarbejderne til at fortsætte – også på den lange bane.
Hvis I får opbygget en fællesskabsfølelse omkring virksomheden og brandingen af den via employee advocacy, kan det med tiden udvikle sig til en naturlig del af kulturen blandt medarbejdere.