Google Store Visits giver muligheder for, at virksomheder med fysiske butikker, kan måle, hvor mange butiksbesøg annoncerne genererer.
E-handlen i Danmark har de seneste mange år haft en stabil vækst, og i 2017 shoppede danskerne for ikke mindre end 123 mia. kr. online. Og for os der arbejder med online marketing, er det en tendens vi råber hurra for og klapper i vores hænder af. Men på trods af en stigende handel online blandt danskerne, så er de fysiske butikker stadig danskernes foretrukne.
”Hver fjerde dansker, og knap hver tredje af de unge under 30 år, undersøger en eller flere netbutikker, før de køber en vare i en fysisk butik” (kilde: Dansk Erhverv)
Det kan, og har, givet udfordringer i forhold til at måle den fulde effekt af online markedsføring – fordi vi justerer på parametre ud fra interaktion og køb online. Hvordan ved vi så, om vi også fanger dem, som bruger webshoppen som udstillingsvindue, inden de køber varen i den fysiske butik?
Lancering af Google Store Visits
Den problematik imødekom Google med deres lancering af Google Store Visits tilbage i slutningen af 2017, som betyder at virksomheder med flere fysiske butikker nu kan måle hvor mange butiksbesøg deres annoncer leder til. Det er sådan set ret smart!
Det kræver dog at man kan leve op til nogle krav fra Google, før denne smarte funktion kan træde i kraft.
For at kunne måle butiksbesøg fra Google Ads, skal virksomheden leve op til disse krav:
- Have adskillige fysiske butikker i de kvalificerede lande
- Modtage tusindvis af annonceklik og synlige eksponeringer
- Have en Google My Business-konto, der er linket til deres Google Ads-konto
- Oprette hver enkelt af dine fysiske butikker på Google My Business-konto
- Have mindst 90 % af deres tilknyttede steder bekræftet i Google My Business
- Sørge for, at der er aktive adresseudvidelser på kontoen
- Have tilstrækkeligt mange butiksbesøgsdata på backend-serveren til, at de kan tilskrives annonceklik eller synlige eksponeringer, og overholde Googles minimumsgrænser vedrørende beskyttelse af personlige oplysninger
Hvordan kan Google måle butiksbesøg?
Der er ingen tvivl om, at Google indsamler og opbevarer meget data om brugernes færden online. Det er selvfølgelig ingen undtagelse når det gælder Googles Store Visits. Måden Google indsamler data om butiksbesøg, er:
1. Identificering af virksomhedens geografiske placering
Først og fremmest skal Google lave en geometrisk mapping af virksomheden, hvilket bliver gjort gennem Google Maps, som giver en meget præcis streg rundt om virksomheden. Derudover bruger de WiFi-signal scanning og triangulering, som er med til at pinpointe den eksakte placering, i et område, hvor der er mange forretninger.
2. Geografisk placering af brugeren
For at placere brugeren i forretningen, bliver smartphonen taget i brug. Med WiFi, IP-adresser, GPS og telesignaler kan din smartphones position identificeres – og hvor ofte har du ikke din telefon inden for 1 meters rækkevidde? Ikke særlig ofte, vil vi gætte på. Dermed har de allerede nu en indirekte indikation af brugerens position.
Herudover har Google adgang til en række oplysninger om brugerplaceringer, som brugerne aktivt har valgt at dele. Til sidst anvender de historik fra blandt andet navigation via Google Maps samt generel brugeradfærd gennem tidligere søgninger.
3. Forening af punkt 1 og 2
Det sidste og endelige skridt imod at måle de fysiske butiksbesøg, som dine Google Ads annoncer har ført med sig og finde ud af, om forbrugerens smartphone bevæger sig inden for forretningens vægge, gøres ved at forene de to første punkter. Hvis dette lykkes, vil der tikke en konvertering ind i Google Ads, såfremt brugeren har klikket på en annonce inden for de sidste 30 dage.
Tilføjelsen af butiksbesøg som en del af de samlede konverteringer kan altså give et meget mere klart billede af den effekt, som dine online annoncer medfører. Hvis din forretning er kvalificeret til Store Visits vil vi klart anbefale at inkludere det i din evaluering af performance samt din optimering af din online markedsføring.
Har du brug for hjælp til at få det maksimale ud af din markedsføring på Google, skal du være velkommen til at kontakte ATAK og tage en uforpligtende snak om dine muligheder.
Af Stephanie Fuglsang
Google Ads specialist