6 ting Google straffer

Bliv klogere på, hvad du bør undgå
Google straf

Google straffer hjemmesider, som forsøger at manipulere Google. Det kan dog også ske, selvom du ikke bevidst forsøger at manipulere. Du kan være uheldig, at du uvidende overtræder Googles retningslinjer. Læs med her, og bliv klogere på, hvad Google straffer.

Det kan gøre stor skade i den digitale verden, hvis en hjemmeside bliver straffet af Google og ikke fremgår af søgeresultaterne. Hvis hjemmesiden ikke længere ranker godt eller vises blandt Googles søgeresultater, kan det mindske sidens organiske trafik og påvirke virksomhedens forretning og/eller branding. 

Google straffer hundredvis af hjemmesider hver måned, hvoraf mange af dem kunne være undgået. 

Men hvad skal man gøre for at undgå, at Googles algoritmer straffer hjemmesiden? 

Der er adskillige ting, hjemmesideejere og webmasters kan foretage sig på en hjemmeside, som Google ikke vil bryde sig om. For at undgå dette skal du først og fremmest overholde Googles retningslinjer.

De mest almindelige grunde til at Google straffer hjemmesider er:

1. Unaturlige indgående links

Indgående links til din hjemmeside fra spamsider er ikke noget, Google ser let på. Oftest straffer Google hjemmesider med unaturlige indgående links, fordi hjemmesideejere eller webmastere køber sig til links eller deltager i en linkordning for at styrke hjemmesidens placering i søgeresultaterne. Også hvis din hjemmeside i løbet af meget kort tid modtager en masse links, fanger det Googles opmærksom. Selvom det er naturligt, at du ønsker, at din hjemmeside skal ranke hurtigt, så er købte links ikke vejen frem. Rom blev ikke bygget på en dag, og det samme gælder din linkbuilding. Opbyg den gradvist med kvalitative og troværdige links. Det er altid en god idé løbende at tjekke din hjemmesides indgående links. Er du usikker på, hvilke hjemmesider som linker videre til dig, kan Google Search Console identificere de uønskede links og guide dig til, hvordan du afviser dem. 

2. Unaturlige udgående links

Ligesom din hjemmeside kan have unaturlige indgående links, kan den også have unaturlige udgående links. Unaturlige udgående links kan være links til etisk tvivlsomme sider. Aldrig forbind din hjemmeside med hacking, porno eller malware-ramte sider. Fjern også links til sider, som du ved, er blevet straffet af Google. En simpel årsag til, at Google straffer dig for unaturlige udgående links, kan være fordi, du har for mange links. Det vil Google tyde som, at din hjemmeside bytter eller sælger links med andre i et forsøg på at manipulere din egen ranking. Google ser det som kunstige, vildledende og manipulerende links. Derudover er det vigtigt, at dine udgående links ikke er ødelagte og leder brugeren ned ad en blind vej – altså til hjemmesider, som ikke længere eksisterer. 

3. Indhold med lidt eller ingen værdi

Google vil gerne levere kvalitativt og unikt content, hvorfor din hjemmeside også kan blive straffet for indhold af lav kvalitet eller overfladisk indhold. Det gælder især autogenereret indhold eller spun content. Spun content er et værktøj, som ud fra en anden artikel skriver en ny artikel med ensartet content. Indhold med lav kvalitet kan typisk findes ved gæsteblogs, eller hvis der skrives indlæg baseret på indhold fra andre sider, uden at du tilføjer ny værdi til dit indlæg. Undgå også doorway pages, som er sider, hvis formål er at ranke på bestemte søgeord for at lede brugeren videre til en anden side. 

Overbrug heller ikke søgeordene i dit indhold. Der er dog ikke beviser for det optimale antal af søgeord, men hvis Google finder et mærkværdigt højt antal af søgeord på din hjemmeside, kan søgemaskinen straffe dig for det. Når du udvikler indhold til din hjemmeside, skal du derfor altid vægte kvalitet over kvantitet. 

4. Duplicate content

Når der er tale om duplicate content, er blandt andet ift. scraped content eller genudgivelse af andres indhold uden at tilføre ny værdi. Google vil levere unikt og værdiskabende indhold til brugerne, hvorfor duplicate indhold og scraped content straffes. 

Duplicate content handler både om det samme indhold på tværs af forskellige hjemmesider, men også internt på én hjemmeside. Sørg derfor altid for at have unikt indhold på alle dine side. 

5. Overbrug af H1-tag eller ankertekst

Hvis du bruger H-tags (overskrifter) korrekt, hjælper du samtidig Google med at forstå, hvad din hjemmeside handler om. Men misbruger du brugen af H1-tagget (det vigtigste) fx ved at bruge det for meget, kan Google se det som et forsøg på manipulering til at øge hjemmesidens ranking. 

Det samme gælder ankertekst eller linktekst. En funktion du ikke må misbruge. Ankertekst er den reelle tekst, brugerne kan klikke på for at blive ledt videre til en anden hjemmeside. Overbrug af ankertekst er en af de mest almindelige grunde til, at Google straffer hjemmesider og hænger også meget sammen med unaturlige udgående links. Google foretrækker nemlig, at alle links er naturlige og leder brugerne videre til de ønskede informationer. 

6. Skjult indhold på hjemmesiden

Google har fokus på gennemsigtighed og straffer de hjemmesider, som skjuler indhold for at få siden til at ranke højere. SEO-eksperter, som ikke har fulgt med i SEO-udviklingen, kan finde på at få tekst til at matche baggrundsfarven i den tro, at det styrker placeringen i søgemaskinens resultater ved at implementere skjulte søgeord på siden. Tværtimod vil denne handling blive straffet af Google, fordi søgemaskinen ser skjult indhold som et forsøg på manipulering. 

Er du uheldigvis blevet straffet af Google, skal du først rette op på hjemmesidens fejl og overtrædelser, hvorefter du kan indsende en “reconsideration request”, så hjemmesiden kan blive revurderet af Google.

Sådan tjekker du, om Google straffer dit website

Hvis Googles algoritme straffer din hjemmeside, er det ikke sikkert, at du vil få besked om det, men der er flere metoder til at tjekke, om din hjemmeside er blevet ramt af en penalty. Et meget tydeligt tegn er, hvis din hjemmeside ikke længere ranker højt på brandnavnet, eller hvis hele hjemmesiden er blevet afindekseret. 

Hvis tidligere side-1-placeringer er landet på side 2 eller 3, uden at du har foretaget ændringer, kan en årsag være, at Google straffer din hjemmeside. Du kan også altid undersøge hjemmesidens PageRank. Er din score faldet fra to eller tre ned på et eller nul, er det ligeledes en klar indikation på, at Google er utilfreds med din hjemmeside. Et andet iøjnefaldende symptom på en straf fra Googles er, hvis du ved en site search på hjemmesiden “site:ditdomæne.dk + søgeord” ikke finder nogen resultater.