Feeds

Hvad er feeds?

Feeds er en smart måde at få præsenteret et hjemmesideindhold på, uden at skulle loade en hel hjemmeside, der jo ofte kan være tung på grund af billeder, bannerreklamer, lækker grafik osv. Hvis du eksempelvis vil have et hurtigt overblik over dagens nyheder, men ikke vil sidde og klikke de enkelte mediers hjemmesider igennem én efter én, så er feeds et godt værktøj.

Men feeds er også en smart måde at få sit eget budskab udbredt på: Når du tilbyder feeds fra din hjemmeside og tilmelder dine feeds til tjenester som fx overskrift.dk eller rsskataloget.dk, når du ud til mange potentielle besøgende, der kan bruge dine feeds til at følge med i, hvad du foretager dig, og hvad der sker på din side, men uden at skulle klikke ind på din hjemmeside hver dag. Det betyder også, at andre fx kan linke til dit feed på deres egen hjemmeside, og dermed vil dine opdateringer blive vist på deres side også.

Du kan betragte feeds som appetitvækkere, der i første omgang skaber opmærksomhed omkring din hjemmeside, og dernæst i anden omgang trækker flere besøgende og links til. Feeds er på den måde ét af de redskaber, som du kan bruge, når du vil søgemaskineoptimere din hjemmeside.

Hvordan virker feeds?

Grundlæggende består feeds af tekstfiler på en webserver. Feeds er kodet i XML og indeholder oplysninger om overskrifter, menupunkter, korte beskrivelser o.lign., som – når de læses af et særligt program, en feed-reader – bliver til ultrakorte og overskuelige informationsbidder. Feed-readeren forvandler tekstfilerne til meningsfuld information, ligesom browseren forvandler html-kode til hjemmesider. På den måde svarer feeds til en slags mini-hjemmesider, hvor kun det væsentligste informationsindhold bliver præsenteret.

Et udtryk, der typisk forbindes med feeds, er RSS, der står for ’Really Simple Syndication’, som betyder noget i retning af en meget simpel strøm af opdateringer. RSS er ét af flere feeds-formater, men formentlig det mest udbredte. Et andet feeds-format er Atom.

Feeds på sociale medier og andre platforme er oftest “skræddersyet” til brugeren ud fra interesser og adfærd. Hvis man på et medie som Facebook, Instagram eller TikTok hyppigt læser/ser indhold, som er påduttet en kategori, kan algoritmen anse det for at være brugerens interesse, hvorfor man vil opleve, at man ser flere opslag og andet forslået indhold baseret på den adfærd, man har udvist på platformen. Hvis man hyppigt ser yoga-videoer og læser om yoga-øvelser og lignende, vil algoritmen begynde at vise indhold af denne type. Derudover viser disse typer af feeds også opslag og statusopdateringer fra den “omgangskreds”, man har – fx venner på Facebook eller de personer man følger og tidligere har liket opslag på etc.

Typer af feeds

Et feed kommer i flere forskellige afskygninger, hvoraf ovennævnte kun er en af typerne. Et af de feeds, som de fleste er bekendte med, er feedet på det sociale medie, som man anvender. Når man logger ind på et socialt medie som Facebook, ser man hurtigt et endeløst feed bestående af nyheder, opslag, sponsoreret indhold og foreslået indhold. Feedet genereres af platformens algoritme, og jo længere du scroller ned i feedet, desto flere opslag, nyheder og sponsoreret indhold kommer der.

Feeds kan bl.a. opdeles i følgende typer:

  • Redaktionelt feed (bestående af artikler og nyheder)
  • Produktfeed (bestående af produkter – visuelt og tekst)
  • Websynsikationsfeed (fx RSS-feed)
  • Opslagsfeed (feed bestående af de nyeste opslag – fx fra venner)
  • Live-feed (feed der opdateres live i form af fx tekster)
  • Annonce-feed (bruges fx i Google Shopping, hvor Google trækker data fra webshoppen og genererer annoncer)

Eksempler på annonce-feeds for brugeren med interesse i Yoga

Eksempel på et feed på Facebook

Tilbage til ordbog