Sådan laver du det bedste indhold på Instagram

Få bedre billede- og videoindhold med disse 8 tips og tricks
04/11/2022 · Organic social
Indhold på Instagram artikel
04/11/2022 · Organic social

Når man arbejder med SoMe er det vigtigt at lave relevant, flot og autentisk indhold, der taler til målgruppen. Men hvordan gør man lige det? Det giver vi et bud på her.

Content is king, får vi hele tiden at vide. Og på Instagram er der ingen undtagelser. Men hvordan sikrer vi, at det er godt, det content, vi laver? Her får du ATAK Digitals 8 bedste råd til at skabe bedre billede- og videoindhold på din Instagram-profil.

1. Hav hele tiden din målgruppe for øje 

Godt indhold afhænger af målgruppen. Det, der er godt for den ene målgruppe, er måske ikke godt indhold for den anden. Derfor er det vigtigt at kende sin målgruppe og dens interesser og præferencer. Sørg derfor for at have en klar karakteristik af din målgruppe, og producér indhold med udgangspunkt i den. Så har du allerede taget første skridt på vejen til at lave godt indhold til instagram. 

2. Skab en tone of voice, og hold dig til den

Tone of voice er dit brands og din virksomheds “stemme”. Det handler ikke så meget om, hvad du siger, men i langt højere grad om, hvordan du siger det. Og det er utrolig vigtigt på SoMe. Gennem tone of voice har du nemlig en unik mulighed for at skille dig ud fra dine konkurrenterne og finde netop jeres virksomheds tone. Med den rigtige tone of voice kan du øge sandsynligheden for at trænge igennem til dine følgere og blive husket. 

Når du skal finde din tone of voice skal tage udgangspunkt i dit brands DNA, hvad det står for og dets værdier. Det er vigtigt, at der er en sammenhæng mellem tone of voice, målgruppen og virksomhedens værdier, da brugerne hurtigt vurderer, om de kan genkende brandet i kommunikationen. Som virksomhed er det vigtigt at lægge sig fast på én tone of voice på SoMe og holde sig til den. Som medie lægger Instagram op til en mere uformel tone of voice end andre kanaler.  

3. Vær autentisk

I forlængelse af tone of voice kommer autenticitet. Det er et begreb, som de senere år ofte er blevet henvist til, når man skal lave indhold på SoMe. Brugerne vil i dag have autentisk indhold, som de kan spejle sig i. De vil se en mere uformel tilgang, hvor man som brand viser personlighed og bruger ægte mennesker i kommunikationen. Alt behøver nemlig ikke være perfekt, og der må gerne være selvironi, lidt menneskelige småfejl og humor.
 

4. Billederne siger meget

Instagram er et visuelt medie. Derfor er det vigtigt, at billeder og videoer er gode. Det er måske et lidt ‘fluffy’ begreb, hvad god er. Grundlæggende handler det om at sikre sig, at billederne er taget med et tilstrækkelig godt kamera, lyset er optimalt, og at der stilles skarpt på centrale motiver. Et godt billede er ikke kraftigt efterredigeret, men viser virkeligheden og dens farver på den bedst mulige vis (husk punkt 3). Det er også værd at have perspektivet i billedet for øje. Skal de tages fra frøperspektiv, fugleperspektiv eller i normalperspektiv? I valg af perspektiv ligger nemlig et budskab. Vælger man fugleperspektiv, ser modtageren ned på motivet, mens frøperspektiv får motivet til at fremstå mægtigt. Normalperspektiv er i øjenhøjde med modtageren og skaber mere personlig kommunikation. Man kan også lege med de mere hemmelighedsfulde perspektiver fx. ved at tage billeder over skulderen på et person eller gennem et vinduer eller ind mellem træer. 

5. Gør brug af Instagrams forskellige muligheder 

Godt indhold på Instagram handler også om at bruge de forskellige formater og muligheder mediet har. Sørg derfor for både at lave opslag, Stories, Live og Reels. Men brug det ikke ukritisk og til hvad som helst. Hav for øje, hvad du ønsker at kommunikere, og vælg den rigtige mulighed ud fra kommunikationens formål. Lad fx. være med at gå “live” bare for at gøre det. Live er en mulighed, der er særligt brugbar til live shopping, eller hvis du vil interagere med dine følgere live fx. i en spørgerunde. Reels derimod giver jer mulighed for at vise en mere uperfekt, humoristisk og sjov side af brandet, og Stories giver mulighed for at vise små bidder af hverdagen.

6. Udnyt formaterne optimalt med de rigtige billedstørrelser

Når du har besluttet dig for et format til en kommunikationsopgave, skal du også have for øje, hvordan du udnytter formaterne bedst muligt. Fx. er Reels, Stories og Live velegnet til billeder og videoer i det vertikale 9:16 format. Bruger du et andet format, vil du opleve, at indholdet ikke tilpasses skærmen. Her vil du opleve en ensfarvet baggrund bag indholdet. Det er ikke, fordi det er direkte bandlyst at vælge andre formater, men brugervenligheden og sandsynligheden for at blive set øges, hvis hvis indholdets format er tilpasset.

Når du laver opslag på Instagram er det 4:5 formatet, der bør anvendes.

Du kan læse mere om formater på SoMe i vores tidligere blogindlæg her

7. Tænk over lyd

Når du skal lave videoindhold på Instagram er det naturligvis også vigtigt at have øje for lyden. For den mest optimale lyd anbefales det at købe en mikrofon til din smartphone. Den sikrer nemlig, at evt. baggrundsstøj, vind eller dårlig akustik ikke påvirker lydkvaliteten. Bruger du ikke mikrofon, bør du være særlig opmærksom på at stå helt tæt på telefonen, når du taler. Derudover skal du være endnu mere bevidst om baggrundsstøj og rummets akustik. På Instagram er det ikke kun reallyd, der kan benyttes. Musik og lyde er også mulige at lægge ind over billeder og videoer. Prøv det – det er blevet et hit på mange profiler og er en perfekt måde at sætte en stemning. 

8. Hvor kigger du hen?

Mange virksomheder kommunikerer på Instagram via selfie-videoer. Og det er også en rigtig god idé, da det skaber autenticitet, og følgerne lærer brandet bedre at kende. Men når man filmer selfies, skal man være opmærksom på, at man kigger ind i kameralinsen og ikke på sit eget billede på skærmen. Hvis man kigger på sig selv, ligner det hos modtageren, at man kigger lidt væk. Kigger man derimod ind i linsen, ser følgerne, at du kigger på dem. 

Succes på Instagram handler om mere end det helt rigtige content. Det handler også i høj grad om at skabe øget engagement ved blandt andet at lave nok indhold, poste indholdet på de rette tidspunkter og opfordre følgerne til at interagere. Det kan du læse meget mere om i vores tidligere blogindlæg her.