Google My Business: Derfor skal din virksomhed have en profil
Google lancerede i 2014 tjenesten Google My Business. Siden da er mange virksomheder blevet opmærksomme på vigtigheden af Google My Business, men en ny amerikansk undersøgelse* viser alligevel at op mod 39% af virksomhedsejere i USA endnu ikke har oprettet eller taget ejerskab over deres Google My Business-profil. Dette tal kan meget vel være endnu højere i Danmark. Kender du ikke Google My Business? Og er du i tvivl om din virksomhed bør lægge tid og energi i en Google My Business-profil? Få afklaring her.
Google My Business i korte træk
Google My Business er en tjeneste udviklet af Google, der gør det muligt for virksomheder at have en virksomhedsprofil, der vises, når folk søger på virksomhedens navn på Google Search og Google Maps. Som virksomhedsejer kan du oprette din virksomhed på Google My Business, hvis din virksomhed har en fysisk adresse.
Google My Business-profilen kan udfyldes med en lang række oplysninger bl.a. adresse og kontaktoplysninger samt link til din virksomheds hjemmeside eller webshop. Du har endvidere mulighed for at føje spændende indhold til profilen i form af bl.a. billeder, videoer og særlige tilbud, der kan fange og engagere dine kunder.
Derfor er Google My Business vigtigt for din virksomhed
Omdømme
En profil på Google My Business er en gylden mulighed for at opnå øget kontrol over din virksomheds omdømme på nettet og sikre, at kunderne får det indtryk af din virksomhed, som du ønsker. Du kan selv aktivt brande din virksomhed på profilen igennem bl.a. beskrivelsen, billeder, videoer, udgivelse af nyheder m.m. Derudover har kunder mulighed for at anmelde din virksomhed direkte på Google My Business. Vær proaktiv og bed tilfredse kunder, som du stoler på, om at give din virksomhed anmeldelser. Vær også opmærksom på, at din Google My Business-profil automatisk trækker kundeanmeldelser fra andre platforme fx Facebook. Husk derfor også at indhente positive anmeldelser på disse platforme. Gode anmeldelser, der vises på din Google My Business-profil, kan have en kæmpe effekt på din virksomheds online omdømme og forretningsmæssige succes. Moderne forbrugere orienterer sig nemlig i stigende grad i, hvad andre forbrugere mener om en virksomhed, før de tager en beslutning om, hvor de vil handle**. Læs mere om vigtigheden af online anmeldelser her.
Synlighed
En Google My Business-profil er også helt essentiel for at opnå den største synlighed over for potentielle kunder. For eksempel tyder noget på, at folk i stigende grad søger direkte i Google Maps, når de gerne vil finde lokale virksomheder, butikker og restauranter. Hvis din virksomhed ikke dukker op i søgeresultaterne – ja, så vælger kunden den konkurrent, der gør.
SEO
Google My Business kan også have en SEO-effekt. I Googles øjne er din digitale identitet nemlig langt stærkere, når du har en verificeret Google My Business-profil. Det kan have en positiv indvirkning på din placering i Googles søgeresultater, fordi en Google My Business-profil bekræfter virksomhedens identitet i Googles øjne. Meget tyder endvidere på, at Google foretrækker virksomheder med verificerede Google My Business-profiler over konkurrenter uden en profil.
Har din virksomhed en Google My Business-profil uden at vide det?
Selvom du ikke selv har taget initiativ til at oprette en Google My Business-profil, kan du godt opleve, at din virksomhed alligevel har en profil. Google opretter nemlig løbende nye Google My Business-profiler for virksomheder baseret på informationer, der allerede eksisterer på officielle online registre over virksomheder. “Fint”, tænker du måske. “Så behøver jeg vel ikke gøre mere?”.
Jo, for finten er, at profilerne oprettet af Google kun indeholder de mest basale oplysninger om din virksomhed, fordi det kun er de oplysninger, Google kan finde. I visse tilfælde kan oplysningerne på din Google My Business-profil faktisk også være forældede. Hvis du for eksempel stiftede din virksomhed i 2015, og oplysninger om din virksomhed dengang blev hentet af Google-bots, og du sidenhen har skiftet adresse, telefonnummer o.lign., så kan du opleve, at det er de gamle oplysninger, der vises på Google My Business.
Forældede oplysninger på din Google My Business-profil kan potentielt kan lede dine kunder på vildspor og medvirke til at give et dårligt indtryk af din virksomhed. Heldigvis har du mulighed for at tage ejerskab over din virksomhedsprofil på Google My Business og få adgang til at ændre og tilføje oplysninger.
Tag ejerskab og verificér din Google My Business-profil
For at være et aktiv for din virksomhed, så skal din virksomheds Google My Business-profil være verificeret samt indeholde korrekte oplysninger og være så komplet udfyldt med information og indhold som muligt. Hvis din virksomhed ikke har en profil i forvejen, så kan du oprette én og verificere den i processen. Hvis du opdager, at din virksomhed allerede har en Google My Business-profil, så skal du tage ejerskab over den og derefter verificere den.
Verificering af profilen er Googles måde at sikre, at din virksomhed eksisterer samt, at du har ret til at tage ejerskab over profilen. Verificering foregår med en kode, som du modtager på telefon, e-mail eller almindeligt brev. Når du har verificeret din Google My Business-profil, får du fuld adgang til den og kan løbende tilføje eller ændre informationer og indhold på profilen.
5 ting din Google My Business-profil som minimum skal indeholde
Din Google My Business-profil skal som det absolutte minimum indeholde følgende 5 ting:
- Adresse
- Telefonnummer
- Åbningstider
- Link til din virksomheds hjemmeside eller webshop
- Kundeanmeldelser
Men som nævnt, er der mange flere oplysninger og mere indhold, som du kan – og bør – tilføje for at få optimal værdi ud af din Google My Business-profil, herunder logo, billeder, videoer, en beskrivelse af virksomheden m.m. Hvis du har behov for assistance til at oprette eller tage ejerskab over din Google My Business-profil samt udfylde den med oplysninger og indhold, så kontakt Atak A/S i dag. Vi hjælper dig gerne med at sikre, at din Google My Business-profil bliver et aktiv for din virksomhed.
*BrandMuscle, State of Local Marketing Report, 2019
**SafeonNet/YouGov, Digital Adfærd, 2015