7 ting der skræmmer brugerne væk fra din hjemmeside

Sådan undgår du, at brugerne forlader din hjemmeside
04/01/2017 · Web
Undgå at brugerne forlader din hjemmeside
04/01/2017 · Web

Der er mange ting, man skal overveje, når man laver en hjemmeside, men nogle af tingene har rigtig stor betydning for brugeroplevelsen af hjemmeside. En dårlig brugervenlighed kan skræmme brugerne væk fra din hjemmeside – næsten før de er kommet ind på den.

Undgå at brugerne forlader din hjemmeside i utide

Vi har listet 7 ting, der er værd at tage i betragtning, når man opbygger en hjemmeside. Disse 7 ting er blandt dem, der irriterer brugerne mest og gør, at de forlader siden med det samme.

1. Hjemmesiden er langsom

Folk klikker efterhånden lige så hurtigt rundt på hjemmesiderne, som de trækker vejret. Tålmodigheden er væk, når man sidder bag tasterne, og selv den miste forsinkelse kan virke som evigheder. En hjemmeside, der er for lang tid om at loade, er noget af det, der skræmmer brugerne hurtigt væk.

Forventningen er i dag, at en side bliver vist meget hurtigt, efter man har trykket på den. 40 % af brugerne forlader en hjemmeside, hvis den er mere end 3 sekunder om at loade. Dette giver ikke meget rum, hvis man ikke vil miste sine brugere med det samme.

Det er svært at give den præcise opskrift på en hurtig hjemmeside i korte træk, da der er mange dele at tage i betragtning. Man kan dog starte med at være opmærksom på at, der kan være mange elementer inkorporeret på siden, som skal loades, før siden bliver vist korrekt, og at billederne på siden bør ikke lægges op i højere opløsning end højst nødvendig.

2. For meget tekst på samme side

Nogen vil gerne fortælle rigtig meget på den samme side. Det kan der være forskellige grunde til, men det er ikke altid brugervenligt, hvis der står spalte op og spalte ned på den samme side. Resultatet vil for langt de fleste besøgende, at de kun når at læse en brøkdel af siden indhold, hvis den er overplastret til med tekst.

En bruger læser i gennemsnit kun 28 % af ordene på en side, så det er vigtigt, at man formulerer sig kort og præcist. Man kan formidle rigtig meget information uden at bruge tekst, men i stedet benytte infografikker, videoer eller skematiske oversigter, hvor det er muligt.

Ved at have en hjemmeside, der har mere dynamisk indhold på, tilbyder man brugerne en langt mere spisevenlig oplevelse.

3. Der er irriterende pop-ups

Man bør overveje kraftigt, om man vil have pop-ups på sin hjemmeside. De kan være rigtig gode at benytte til forskellige formål, som eksempelvis tilmelding af nyhedsbreve eller brugerundersøgelser. Problemet er bare at brugerne hader dem. De bliver hurtigt betragtet som et element af spam, og derfor bliver oplevelsen af hjemmesiden hurtigt påvirket negativt med pop-up.

Det viser sig, at 90-95 % af alle personer hader pop-ups. Dette tal er måske ikke så overraskende, da pop-ups er et element, som man ikke selv har efterspurgt, når man er på siden, og at man som bruger sjældent føler, at pop-ups giver én en merværdi.

Hvis man gerne vil have pop-ups på sin hjemmeside alligevel, bør man lave dem så diskrete som muligt. Det er også en god idé at sætte en forsinkelse på dem, så brugerne først bliver præsenteret for dem efter et kort tidsrum. På denne måde er der større sandsynlighed for, at man har fanget brugerens opmærksomhed, og denne ikke forlader siden med det samme pga. pop-uppen.

4. Hjemmesiden er ikke mobilvenlig

Folk benytter i dag deres mobiltelefoner eller tablets mere end deres computer, når de går på nettet. Det betyder, at hjemmesider, der ikke er sat op til disse enheder, har tabt kampen, inden den er gået i gang.

Det er altafgørende at din hjemmeside er dynamisk, således at den kan tilgås fra disse enheder med den samme brugervenlighed som fra en computer. Man skal designe hjemmesiden, så den er responsiv på alle enheder og er optimeret til alt fra en smartphone fra Samsung til en iMac med Retina display.

5. Afspilning af videoer uden tilladelse

En af de ting, der virkelig frustrerer brugerne, er, når en video på en hjemmeside starter uden videre, og lyden står ud af højtalerne, uden at man kan finde ud, hvor den kommer fra. På flere hjemmesider er denne funktion benyttet som et middel til at fange opmærksomheden hos brugeren. Men det bringer et frustrerende element ind for brugeren, og hvis det ikke er tydeligt, hvor man stopper chikanen, vælger rigtig mange at forlade siden i stedet.

Hvis man vil have videoer til at afspille automatisk på en hjemmeside, kan det være rigtig fornuftigt at lade sig inspirere fra Facebooks opsætning af automatisk afspilning. Lyden bør som standard være slået fra videoerne indtil brugeren aktivt vælger den til – Enten ved at holde musen henover videoen eller ved at lade brugeren selv slå lyden til med et klik.

Dette kan være hæmmende for opmærksomhedsskabelsen omkring indholdet af videoen, men hvis brugeren alligevel ofte vælger at forlade hjemmesiden i frustration over den forstyrrende lyd, så er der intet vundet i forsøget.

6. Man kan ikke finde muligheden for kontakt

Mange virksomheder får brugere ind på deres hjemmeside, som leder efter kontaktoplysningerne til virksomheden. Hjemmesider giver en god mulighed for at dannelsen af kommunikation mellem kunde og virksomhed, og man således meget nemt opfylde sin kunders behov ved at have oprettet en ordentlig kontaktside til formålet.

I større virksomheder kan man øge brugervenligheden markant ved at indsætte et chatfunktion, der gør det muligt for kunderne at komme i kontakt med virksomheden med det samme. Dette kræver selvfølgelig, at der fra virksomhedens side af bliver afsat ressourcer til varetagelsen af denne funktion, men det er svært at undervurdere, hvor mange fordele en virksomhed kan få ud af, at kunderne bliver på deres egen hjemmeside.

For mindre virksomheder kan en simpelt oversigt over kontaktoplysninger i mange tilfælde være nok. Hvis kunden forlader hjemmesiden for at finde kontaktoplysningerne andre steder, vil der gå potentielle salg tabt.

7. Webshoppen ligger ikke på egen hjemmeside

Virksomhed, der sælger produkter online, løber store risici ved at have webshoppen liggende på et andet domæne. Hvis brugerne, når de ønsker at købe en vare på en hjemmeside, bliver ledt over på en ny platform, der tydeligvis ikke tilhører den virksomhed, de vil købe varen fra, annulleres købet ofte.

Ved at sende brugerne videre til en anden platform, når de skal foretage deres køb, oplever de en forstyrrende og utryg ændring, som for manges vedkommende resulterer i, at siden bliver lukket ned. Hvis online salg indgår som en del af konceptet for en virksomhed, er det derfor klart mest hensigtsmæssigt at have en webshop sat op på samme platform, som hjemmesiden er på.

En af de værste ting at gøre, hvis man vil sælge varer online, er, at sætte forhindringer og utrygge elementer op for brugerne. Man bør generelt sigte efter, at kunden skal kunne gennemføre et salg med så få klik som muligt og ikke lede dem ad veje, der nedsætter brugeroplevelsen.